“Are you ready to climb the Kili before the Kili kills us?!”

917
Billede 1

“Are you ready to climb the Kili before the Kili kills us?!”

Det var ordene fra Prosper, vores kære senior guide, da vi natten til fredag stod i bidende kulde og bælgragende mørke i 4600 meters højde og ventede på at kunne begynde den sidste hike til Uhuru Peak, toppen af Kilimanjaro.

Selvfølgelig var vi klar – vi skulle være klar. Men jeg er sikker på, at ingen af os havde kunnet forberede os på den udfordring, det endte med at blive!

Kilimanjaro er Afrikas højeste punkt og verdens højeste fritstående bjerg. Uhuru Peak, bjergets top, ligger 5895 meter over havet. Kilimanjaro er enestående, fordi man krydser flere forskellige klimazoner, mens man går op ad bjerget. Naturen ændrer sig dag efter dag.

Det er enormt fascinerende og fantastisk smukt. Det har helt sikkert været en af de største motivationer for at sætte den ene fod foran den anden.

De første fire dage gik uden de store problemer. Her handlede det mest om at spise nok, drikke nok og sove, når vi kunne.

Vi havde det godt og hyggede os rigtig meget med hinanden, vores guider og portere. Stemningen var i top i lejrene og på turene. Kash, vores assistentguide, var en humørbombe uden lige, han var ikke bleg for at lave sjov og ballade! Ham savner vi allerede!

Når vi fik mad, foregik det i vores fancy spisetelt, hvor der var borde og stole til os. Maden blev serveret – ofte suppe først, og derefter hovedret. Det var enormt vigtigt, at vi spiste nok, og der blev også gjort en indsats for, at maden smagte godt. Det var faktisk rigtig lækkert.

Da vi på fjerdedagen havde gået til campen i 4600 meters højde, skulle vi straks lade op til  natten, for vi skulle op igen allerede kl. 22.30 og begynde vores sidste hike op ved midnatstid.

Da vi så endelig tog de første skridt i mørket, blev det for alvor en udfordring. Vi havde syv timer foran os opad mod de 5895 meter.  De første tre timer var kolde og hårde, men ingenting i forhold til, hvad der ventede os længere oppe.

Louise var specielt mærket af den lave iltmængde, men også kvalme, ondt i maven, kolde tæer og hænder samt en dundrende hovedpine ramte hende.

Hurtigt fandt min krop ud af, at den havde svært ved at arbejde med den tynde luft. Mit hjerte bankede hurtigt, og jeg skulle stoppe op og få vejret mange gange.

Det er uden sammenligning det hårdeste, mest frustrerende, grænseoverskridende og mest fantastiske, vi nogensinde har gjort.

At stå på toppen var alle de mange timers smerte værd. Og da vi stod der, overmandede stoltheden, lettelsen og trætheden os. Og vi kunne kun være vores guider evigt taknemmelig for at have læst og lyttet til lige præcis de signaler, vores trætte og mærkede kroppe havde sendt dem!

Kilimanjaro, du har min dybeste respekt!

Turen ned ad bjerget var nemmere men utrolig hårdt for knæ og alt, hvad der ligner muskler i benene. Og det har bestemt betydet meget at have et par dage efterfølgende til at restituere.

Vi nåede til Machame-gaten, hvor vores Kilimanjaro-trek sluttede, kl. 12.00 lørdag . Efter highfives, bjørneknus, diplomer og en velfortjent sodavand, kørte vi alle fem tilbage til Moshi.

Det var ikke sjovt at sige farvel efter en uge med blod, sved og tårer til at bringe os sammen. Men Fredrik måtte tilbage til Zanchieta, og vores tur gik videre mod Cape Town.

Vi har været enormt glade for at have vores egen fjeldabe med – trods hans højdeskræk – og vores tur har været så meget federe, end vi havde forventet. Så vi takker og bukker!

Nu sidder vi på vores hotel, Once, i Cape Town og restituerer. Krop og sjæl er endnu trætte, og vi sætter pris på de ekstra dage, vi har haft her, inden vi i morgen, torsdag, mødes med gruppen fra Danmark, og endnu flere eventyr og fantastiske oplevelser venter os.

Det er uden sammenligning det hårdeste, mest frustrerende, grænseoverskridende og mest fantastiske, vi nogensinde har gjort.

At stå på toppen var alle de mange timers smerte værd. Og da vi stod der, overmandede stoltheden, lettelsen og trætheden os. Og vi kunne kun være vores guider evigt taknemmelig for at have læst og lyttet til lige præcis de signaler, vores trætte og mærkede kroppe havde sendt dem!

Kilimanjaro, du har min dybeste respekt!

Turen ned ad bjerget var nemmere men utrolig hårdt for knæ og alt, hvad der ligner muskler i benene. Og det har bestemt betydet meget at have et par dage efterfølgende til at restituere.

Vi nåede til Machame-gaten, hvor vores Kilimanjaro-trek sluttede, kl. 12.00 lørdag . Efter highfives, bjørneknus, diplomer og en velfortjent sodavand, kørte vi alle fem tilbage til Moshi.

Det var ikke sjovt at sige farvel efter en uge med blod, sved og tårer til at bringe os sammen. Men Fredrik måtte tilbage til Zanchieta, og vores tur gik videre mod Cape Town.

Vi har været enormt glade for at have vores egen fjeldabe med – trods hans højdeskræk – og vores tur har været så meget federe, end vi havde forventet. Så vi takker og bukker!

Nu sidder vi på vores hotel, Once, i Cape Town og restituerer. Krop og sjæl er endnu trætte, og vi sætter pris på de ekstra dage, vi har haft her, inden vi i morgen, torsdag, mødes med gruppen fra Danmark, og endnu flere eventyr og fantastiske oplevelser venter os.

Del